Lån en græsplæne til ferien

12 juli 2019 Søren Black
Lån en græsplæne til ferien

Står du og mangler penge til den gode ferie, så find en gratis baghave og slå dit telt op. En ny ferietrend har set dagens lys.

Ferietiden kan være virkelig dyr for mange danskere. Og hører du derfor til en af de mange herhjemme, der har lave indtægter, så kan denne årstid være lidt træls at komme igennem. Men problemerne med at finansiere ferien, forsøger en ny ferietrend nu at gøre op med. For mere end 8.000 turister og haveejere har nemlig tilmeldt sig facebookgruppen Brug min baghave. Her kan rejsende og folk med et ubenyttet stykke jord møde hinanden. I den lukkede facebook-gruppe får du som turist adgang til en oversigt over de mange åbne haver, hvor du uden betaling kan slå dit telt op. Det eneste du så kan forvente er altså et stykke græs at overnatte på. Bliver du for eksempel inviteret indenfor på flæskesteg, så er det ren bonus. Ophavskvinden til facebook-gruppen, Pernille Kaas, betegner selv initiativet som et landsdækkende netværk af flinke folk, der gør en god gerning ved at hjælpe folk, der bare mangler overnatning.

Kan jeg låne din græsplæne

Hos Friluftsrådet er man begejstret for det nye initiativ. Herhjemme findes der i dag over 1500 muligheder for at overnatte i shelters og skovpladser. Problemet er bare, at disse overnatningsmuligheder i det fri ofte er optaget, da de er ekstremt populære. Derfor er initiativet ifølge friluftsrådet en virkelig god ide, da det både kan bringe folk tættere på hinanden, og give flere muligheden for at kunne overnatte i det fri. Det er simpelthen et godt alternativ til de standardiserede hotelværelser, mener Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet. Pernille Kaas er dog allerede i gang med at videreudvikle den nye ferietrend. Det sker ved at tilbyde folk et logo, de kan sætte på postkassen. Logoet med fodspor i et hjerte skal vise, at her er det okay at banke på døren og forhøre sig om at låne et stykke græs.

Flere Nyheder